Session 3 Abstracts

Esben Sørensen Møller

Jean-Jacques Rousseaus pædagogiske filosofi imellem oplysning og oplysningskritik

 

Ved læsning af Rousseaus pædagogiske filosofi finder vi en barndomsopfattelse, der fremstår som en kritik af vor tids pædagogiske tendenser til instrumentalisering af barnets følelsesliv og fornuftsevne. Ved nærlæsning genkender vi de måder, hvorpå mennesker forholder sig til sig selv, hinanden og deres ting, og som Rousseau var indædt kritiker af. Derfor kan Rousseaus brug af begreberne selvkærlighed og egenkærlighed være vores nøgle til forståelse af, hvad der er på spil i vores livsførelse og særligt i opdragelsen til den rette livsførelse.

 


I historiebøgerne finder vi ofte forsimplede konklusioner, når det handler om Rousseau. Han placeres henholdsvis udenfor, ved siden af, og i opposition til den franske oplysningsfilosofi som både bevægelse og position. Det gør han bl.a. på grund af hans vedvarende kulturkritik, samt hans sensualistiske betoning af empirismens epistemologi, såvel som betoningen af det værdifulde ved barnets instinkter og naturlige udgangspunkt, som ledte til stridigheder mellem Rousseau og de franske Encyklopædister. Går vi dog dybere ind i hans argumentation, opdager vi, at Rousseau, sammen med sin kritik, leverer et alternativt oplysningsbegreb, når han bl.a. benytter oplysningsfilosofiens kritik imod oplysningsfilosofien selv.

 


  

”Ligesom en fornuftens historie”. Descartes og den nye tid. (Jørgen Hass)

 

Descartes kaldes ofte den nyere filosofis far: med ham, siges det, tager den ´moderne´ filosofi sin begyndelse. Selv forstod han sig også som en (ny)begynder i filosofien – han drømte ikke blot om en ny, men en absolut ny begyndelse. Nu er det i hermeneutikken en grundlæggende indsigt, at en form for cirkularitet gør sig gældende i historisk forståelse: begyndelsen bestemmes ud fra det senere, som den (re)konstrueres som begyndelsen til. Jeg vil med Descartes som eksempel belyse dette dilemma – og prøve at skitsere den filosofiske forhistorie, som Descartes ikke selv fortalte.

 


 

Navn: Anders Engelund Kampman

Titel: TIDskrift Dialog/panelsession

 

Vi vil gerne spørge lidt ind til, hvilken rolle tidskrifter spiller i forhold til forskningspraksis – også hvordan det økonomiske (tidskrifternes pres) betinger en ellers ’ideel forskertilværelse’. Derudover vil gerne snakke lidt om balancen mellem tidsskrifterne og det kanoniserede, obligatoriske filosofipensum fra den studerendes udgangspunkt – hvordan kan det supplere og indgå i undervisning?

 


 

 

Menneskelige dispositioners ontologi og etik

 

Hvordan må de dispositioner begribes, der ligger til grund for personlig eksistens? ’Personen’ må forstås som en menneskelig væren, der i den moderne betydning er ’dannet’. Det indikerer, at personen (både af andre og af sig selv) opfattes ud fra sine handlinger og som fri og ansvarlig i relation til handlingerne. Men dette forholdsvis nye historiske fænomen kan kun forekomme som ’overbygningen’ i den universelle strukturering af menneskelig væren, vi kalder ”socialisering”, og som består i spontane og helt eller delvis ureflekterede tilegnelser af kultur. At eksistere – træde frem – som en person implicerer altid socialiserede såvel som dannede niveauer af menneskelig væren, selv om vi ikke har valgt vores egen socialisering og kun delvist og gradvist kan påtage os ansvar for dens aktuelle betydning og indvirkning, hvilket netop sker ved at tilegne den som dannelse. Er vi så nødt til kun at anskue socialiserede dispositioner, der indgår i den personlige eksistens, som ontologiske, og kun at anskue dannede dispositioner som etiske?

 

Problematikken vil blive diskuteret med udgangspunkt i Merleau-Pontys institutionsbegreb, men også i relation til Heideggers eksistentiale analytik og den dydsetiske capability-tilgang hos Sen og Nussbaum. Dispositionerne bag den personlige eksistens indkredses endvidere med reference til udvalgte human- og samfundsvidenskabelige opfattelser af socialkarakter og personlighed.

 

Kurt Dauer Keller, Aalborg Universitet

 


 

Carsten Fogh Nielsen
Videnskabelig assistent
DPU – Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, AU

Myndighed og kritik
Rasmus Willigs forståelse af myndighed og umyndiggørelse


I 2009 udkom Rasmus Willigs Umyndiggørelse – Et essay om kritikkens infrastruktur, en kritisk, empirisk undersøgelse af umyndiggørelsesprocesser i aarhusianske daginstitutioner. Willigs bog er den hidtil mest omfattende diskussion og anvendelse af myndighedsbegrebet i en dansk kontekst, og er siden udgivelsen blevet et tilbagevendende referencepunkt i den offentlige debat om pædagogers og læreres arbejdsforhold. I mit oplæg vil jeg underkaste Willigs forståelse af myndighed og umyndiggørelse et kritisk eftersyn.

 

Mere konkret vil jeg argumentere for, at Willigs definition af myndighedsbegrebet er underbestemt; at hans forståelse af umyndiggørelse som følge heraf er tvetydig og vakler mellem en subjektiv og en objektiv bestemmelse, og at hans kritik af Kant for at have en alt for individualistisk forståelse af myndighed, der ikke har blik for strukturelle former for umyndiggørelse, er både misvisende og forfejlet.

 


 

Oplæg: Filosofiens ’Kvinde-Problem’ og Feministiske Rekonstruktioner

Jelena Bundalovic (cand.mag.phil)

 

I dette oplæg tages filosofiens ’kvinde-problem’ (problemet at kvinder er underrepræsenterede i filosofien) op i en nutid kontekst, med fokus på feministiske strømninger og feministiske rekonstruktioner. Feministiske bølger inden for filosofiens område er mange og tager sig forskelligt ud i disse tider. Der vil i oplægget kigges nærmere på en særlig art feminist rekonstruktion, der henter sit substantielle materiale fra fortidens kvindelige filosoffer. I oplægget vil der blive rejst spørgsmål og fremlagt overvejelser omkring de forskellige fordele og ulemper ved sådanne rekonstruktioner, og deres motivation vil blive diskuteret. Endvidere vil aspekter af et udkast til et projekt om ’filosofiens kvindeproblem’ blive fremlagt, med fokus på institutionelle aspekter og filosofisk indhold – et projekt der i en vis forstand har karakter af at være feministisk.

 

Overordnet set er oplægget en refleksion over hvor filosofien er på vej hen i forhold til filosofiens kvinde-problem, hvordan feministisk filosofi kan bruge filosofihistorien, og hvilken filosofisk status filosofiens kvinde-problem har i filosofien nu – samt hvilken det kunne få i fremtiden.